| amplitude |
Forskellen mellem maksimalt udsving og hvilestilling
i en peiodisk svingning. |
| arbejde |
ved mekanisk arbejde forstås produktet
af den vejlængde, et legeme flyttes, og projektionen i vejens retning
af den kraft, der påvirker legemet. Måles i SI (det internationale
enhedssystem) i joule (J), idet 1 joule er kraften 1 newton virkende over
vejlængden 1 meter, 1 J er dermed 1 newtonmeter (Nm). Joule er nu
enerådende som enhed for arbejde; tidligere anvendte enheder erg (=
10÷7 J), kalorie (= 4,1868 J), hestekrafttime (= 2.648.000 J) og
kulækvivalent (= 29.308.000 J) er nu forældede enheder. Arbejde
pr. tidsenhed (arbejdshastighed eller effekt) spiller især en rolle
inden for elektriske anlæg og udtrykkes i watt (joule/sekund, J/s,
W). Den tidligere anvendte enhed hestekraft svarer til 735,5 watt (W). Videre
haves: 1 wattsekund (Ws) = 1 J og 1 kilowatt-time (kWh) = 3.600.000 J. Se
endvidere SI. |
| Avogadro, Amadeo |
(1776-1856): italiensk fysiker. Opdagede Avogadros
sætning: Alle luftarter rummer ved samme tryk og temperatur lige mange
molekyler i lige store rumfang. |
| Boltzmann, Ludwig |
(1844-1906): Østrigsk fysiker og
matematisker, som især er blevet berømt for den statistiske
fortolkning af entropien. Udførte store arbejder indenfor den kinetiske
molekylteori og er en af hovedgrundlæggerne af den statistiske mekanik. |
| Boltzmanns konstant |
Konstant, som indgår i den statistiske
mekaniks fundamentale ligninger. I SI-enheder er konstanten
1,380× 10-23
J/° K =
8,617× 10-5
eV/° K. |
| Brahe, Tycho |
(1546-1601): dansk astronom. Studerede jura,
men droges mod astronomien. Bosatte sig efter rejser i Tyskland, Italien
og Schweiz 1570 i Danmark. Dyrkede kemi (alkymi), men opdagede 1572 en ny
stjerne, en supernova, og vendte sig igen til astronomien. Fik 1576 øen
Hven i len af Frederik 2. og byggede her slottet og observatoriet Uraniborg,
1584 observatoriet Stjerneborg. Hans observationsmetoder var i princippet
de samme som oldtidens, men langt nøjagtigere. Med talrige assistenters
hjælp samlede han et mægtigt materiale af observationer over
himmellegemernes positioner. Kom i konflikt med Christian 4., forlod 1597
Danmark og blev kejserlig astronom i Prag. Hans elev Johannes Kepler brugte
efter Brahes død hans observationer til opstilling af nøjagtige
love for planetbevægelserne, grundlaget for Newtons opdagelser; Tycho
Brahes observationsnøjagtighed blev her af afgørende betydning.
Han var ikke tilhænger af det kopernikanske system, ifølge hvilket
Solen står i centrum, omkredset af planeterne, men opstillede sit eget,
det såkaldt tychoniske, hvorefter Solen skulle kredse om Jorden, mens
planeterne kredser om Solen. Tycho Brahe var på flere måder hildet
af tidens fejltagelser; han prøvede således ad astrologisk vej
at finde særlig uheldige dage, såkaldte tychobrahesdage.
 |
| Cavendish, Henry |
(1731-1810): britisk kemiker og fysiker. Opdagede,
at brint og ilt forenes til vand, at ilt, kvælstof og vand forenes
til salpetersyre, samt hvad atmosfæren er sammensat af. Påviste
massetiltrækningen og målte talkonstanten i Newtons tyngdekraftslov
(1798). Ivrig tilhænger af flogiston-teorien. |
| Cavendish´s forsøg |
Forsøg udført af den engelske fysiker Cavendish til bestemmelse
af gravitationskonstanten i Newtons massetiltrækningslov.
Undersøgelsen går ud på at bestemme tiltrækningen
mellem to store fastmonterede kugler og to mindre kugler, der er ophængt
i en snovægt. Nåt linien mellem de to store blykugler står
vinkelret på linien mellem de to små blykugler fremkælder
tiltrækningen intet kraftmoment. Drejes linien mellem de to store blykugler
hen mod linien mellem de to små blykugler vil snovægten gøre
udslag. Kendes snovægtens elastiske egenskaber, kan kraftmomentet og
dermed tiltrækningen mellem kuglerne findes. Da masserne ligeledes
kendes, kan gravitationskonstanten beregnes.
 |
| centrifugal |
midtpunktflyende; modsat centripetal. |
| centrifugalkraft |
ifølge Newtons 2. lov kan et legeme kun
bevæges krumlinjet, når det påvirkes af en mod krumningscentret
rettet centripetalkraft. Et legeme, der bevæger sig langs en krum bane,
påvirkes af en centrifugalkraft, der er lige så stor som
centripetalkraften, men med modsat retning; dette udnyttes i centrifuger,
centrifugalregulatorer m.m. For i jernbanefart at modvirke centrifugalkraften
må den yderste skinne i en kurve være højere; noget
tilsvarende gælder den yderste vejside i vejkurver, hvis det ikke skal
være nødvendigt at nedsætte kørselshastigheden
i kurverne. |
| centripetal |
midtpunktsøgende; modsat centrifugal.
Et legeme, der bevæger sig langs en krum bane, har en
centripetalacceleration ind mod krumningscentret og må derfor være
påvirket af en dertil hørende centripetalkraft. |
| cirkelbevægelse |
bevægelse, hvori et legeme beskriver en
cirkelbane. Det får, når farten er konstant, en acceleration,
som er rettet mod cirklens centrum og som, hvis farten kaldes v og cirklens
radius r, t v 2/r . Ifølge Newtons 2. lov må der virke en
tilsvarende, mod centrum rettet centripetalkraft på legemet, f.eks.
snorkraften, når man svinger en sten i en snor, eller Solens
tiltrækningskraft på Jorden. Betragtet i et system, der følger
med legemet, må denne modvirkes af en lige så stor modsat rettet
centrifugalkraft. |
| coulomb |
amperesekund, As; enhed for
elektricitetsmængde. Ved en strømstyrke på 1 A flyder
i 1 sekund 1 coulomb gennem ledningen; 1 amperetime = 3600 coulomb. |
| Coulomb, Charles de |
(1736-1806): fransk fysiker. Fandt 1785 Coulombs
lov, ifølge hvilken kraften mellem to elektriske ladninger er omvendt
proportional med kvadratet på deres indbyrdes afstand.
Elektricitetsmængde-enheden coulomb er opkaldt efter ham. |
| dynamik |
læren om kræfters indflydelse på
bevægelser. Aerodynamikken behandler bevægelser i luft,
hydrodynamikken bevægelser i væsker og geodynamikken bevægelser
i faste legemer; elektrodynamikkens emne er elektromagnetiske felters
påvirkning af ladninger. I musik er dynamik forholdet mellem de forskellige
styrkegrader under udførelsen, enten som pludselige kontraster eller
som jævnt stigende eller faldende kurver ( crescendo eller diminuendo). |
| dynamometer |
kraftmålingsinstrument. Almindeligvis
en fjedervægt; til meget små kræfter anvendes en
torsionsvægt, til store kræfter et bremsedynamometer med
hvirvelstrømsbremse eller lignende. |
| dæmpet svingning |
Svingning, hvis amplitude aftager emd tiden.
Fremkommer, når et svingende system er under påvirkning af
gnidningskraft. Det svingende systems energi vil da omdannes til varme, hvorved
amplituden aftager. |
| effekt |
virkning; stærk virkning; udført
arbejde pr. tidsenhed (arbejdshastighed). Måles i det tekniske
målesystem i kgm/s; i maskinteknikken anvendes ofte enheden HK
(hestekraft), svarende til 75 kgm/s eller 0,7355 kW; sidstnævnte enhed
anvendes i elektroteknik. Ved jævnstrøm er effekt lig med produktet
af spænding og strømstyrke (volt x ampere), ved vekselstrøm
samme værdi, multipliceret med effektfaktoren, dvs. cosinus til fasevinklen
mellem strøm og spænding. SI-enheden er watt (W) lig med
joule/sekund (J/s) eller voltampere (VA). |
| Einstein, Albert |
(1879-1955): tyskfødt, amerikansk fysiker.
Professor i Zürich 1909-11, i Prag 1911-12; i Zürich 1912-14; 1914-33
i Berlin, hvor han tillige var direktør for Kaiser Wilhelm Institut
für Physik. Emigrerede ved nazisternes magtovertagelse 1933 til USA
og knyttedes til Institute of Advanced Study i Princeton; amerikansk statsborger
1941. Fremsatte 1905 den specielle, 1916 den almene relativitetsteori,
ifølge hvilke alle fysiske love skal være de samme i ethvert
jævnt bevæget system, henholdsvis ethvert system. Hans teorier
mødte stærk modstand; men især den specielle teori blev
på afgørende punkter bekræftet, således
proportionaliteten mellem et systems energi og masse. Spillede tillige en
afgørende rolle for kvanteteoriens udvikling, idet han forklarede
den fotoelektriske effekt og visse forhold vedrørende varmefylde
kvanteteoretisk (1905) og klarlagde de statistiske forhold for systemer af
identiske kvantemekaniske partikler (Bose-Einstein-statistik). Banebrydende
arbejder inden for statistisk mekanik ( brownske bevægelser, 1905).
Fik 1922 Nobel-prisen for 1921. Advarede tidligt mod krigsmæssig brug
af atomenergien og anbefalede en verdensregering. Udsendte udover sine
videnskabelige arbejder sammen med L. Infeld den populærvidenskabelige
bog Det moderne verdensbillede (1938; dansk 1939). |
| elastisk svingning |
Harmonisk svingning om en ligevægtsstilling
under påvirkning af en kraft, der adlyder Hookes lov. Hvis m er det
svingende legemes masse og k er fjederkonstanten, er svingningstiden:
Udsvinget x fra ligevægtsstillingen er da givet som funktion af tiden
t ved: 
hvor A er amplituden. |
| elektron |
elementarpartikel, der bærer en negativ
elektrisk ladning. Massen er 1/1840 af et brintatom, dvs. 9,107 x 10-31 g,
og den elektriske ladning, elementarladningen, har størrelsen 1,602
x 10-19 coulomb. Alle atomer betragtes som opbygget af en positivt ladet
kerne og et så stort antal elektroner uden om denne, at atomet udadtil
er elektrisk neutralt. Et grundstofs atomnummer er lig med antallet af elektroner
uden om kernen. Elektroner indgår som bestanddel af alle grundstoffer
og er medbestemmende for deres fysiske og kemiske egenskaber. Elektrisk
strøm skyldes vandring af elektroner gennem lederen. Elektroner udsendt
fra visse radioaktive stoffer kaldes betastråler. Katodestråler
består af elektroner; disse kan give anledning til udsendelse af
røntgenstråler. |
| elementarladning |
elektrisk elementarkvantum; den mindste
størrelse, hvori en elektrisk ladning kan eksistere, dvs. 1,602 x
10-19 coulomb. En elektron har én negativ, en proton én positiv
elementarladning. |
| energi |
arbejde, arbejdsevne. Et systems, f.eks. et
legemes eller et molekyles, evne til at levere måleligt arbejde såsom
at løfte en vis vægt et vist stykke. Kan optræde i mange
former: kinetisk eller bevægelsesenergi udgør halvdelen af produktet
af et legemes masse og kvadratet på dets hastighed; potentiel eller
beliggenhedsenergi, f.eks. hos en faldhammer, når den er løftet,
findes hos et legeme i et kraftfelt. Varmeenergi er molekylernes kinetiske
energi. Elektrisk og magnetisk energi kan opfattes som elektriske og magnetiske
ladningers potentielle energi i det elektromagnetiske felt; men denne energi
er i virkeligheden knyttet til selve feltet; denne feltenergi kan udbredes
med lysets hastighed (strålingsenergi). Kemisk energi er molekylernes
potentielle energi i deres indbyrdes vekselvirkning, der er af elektromagnetisk
karakter; den kan f.eks. omsættes ved, at to molekyler ved en kemisk
reaktion sluttes sammen til ét. Atomenergi er kernepartiklernes indbyrdes
potentielle energi, der kan omsættes ved spaltning (fission) eller
sammenslutning (fusion) af atomkerner. Energi er ifølge Einsteins
relativitetsteori ækvivalent med masse, dvs. at enhver energimængde
har en vis masse og omvendt. Et isoleret systems samlede energi, dvs. summen
af alle de forskellige energiformer, er konstant ifølge
energisætningen (termodynamikkens 1. hovedsætning), fremsat af
Julius Robert von Mayer 1842. Den elektromagnetiske strålingsenergi
optræder ifølge kvanteteorien i portioner, kvanter, hvis
størrelse er proportional med strålingens frekvens. |
| Enhed |
Sammenligningsstørrelse til brug ved
fysiske målinger. Resultat af en måling fremstår som et
måltal efterfulgt af betegnelsen for den enhed som er anvendt ved
målingen. Måltallet angiver, hvor mange gange enheden går
op i den målte størrelse. Den målte størrelse og
enheden skal naturligvis være sammenlignelige, dvs. der skal være
forskellige enheder for længde, tid, hastighed, acceleration osv.
Principielt kunne alle disse enheder defineres uafhængigt af hindanden.
Således kunne man f.eks. angive en hastighed ved sammenligning med
en bestemt standardhastighed (f.eks. lydens, denne enhed anvendes faktisk
i overlydsflyvning). Imidlertid er det jo det almindeligste at angive en
hastighed ved, hvor stor en længde, der tilbagelægges i et vist
tidsrum. Enheden for hastighed bliver da en længdeenhed divideret med
en tidsenhed. Dette kaldes en afledet enhed. |
| Faraday, Michael |
(1791-1867): britisk fysiker og kemiker.
Fremstillede flydende klor og kuldioxid, fandt benzen, elektrisk induktion,
de elektrolytiske love (Faradays love), diamagnetismen, drejningen af lysets
polarisationsplan i et magnetfelt (Faraday-effekten) og det elektriske felts
fuldstændige afskærmning inde i et metalbur (Faradays bur).
Indførte kraftlinjebegrebet til beskrivelse af elektriske og magnetiske
felter.
 |
| Faradays konstant |
den elektricitetsmængde, der udskiller
eller omsætter et ækvivalent af et stof og som har størrelsen
96.497 coulomb (C). Eksempelvis udskiller 96.497 C en mængde på
107,88 g sølv, idet sølv er monovalent og har atomvægten
107,88. |
| Faradays love |
1. lov: mængden af et stof, der udskilles
ved en elektrisk strøms gennemgang i en elektrolyt, er proportional
med den elektricitetsmængde, der er gået gennem elektrolytten.
2. lov: samme elektricitetsmængde udskiller i forskellige elektrolytter
stofmængder, der er proportionale med deres kemiske ækvivalenter. |
| fart |
En hastigheds numeriske værdi, dvs.
længden af hastighedsvektoren. |
| fiktiv kraft |
Kraft som synes at virke på et legeme,
hvis bevægelse beskrives i et henførelsessystem som ikke er
et inertialsystem, men som ikke optræder hvis den samme bevægelse
beskrives i et inertialsystem. Den fiktive kraft stammer ikke fra andre legemer
(materiel årsag) men syldes, at legemet pga. sin inerti modsætter
sig systemets acceleration. Hvis 
betegner legemets acceleration i forhold til henførelsessystemet,
og  systemets acceleration, er
legemets acceleration i et vilkårligt inertialsystem
 . Newtons 2. lov for da formen:
 , hvor F er den resulterende
kraft (af materiel oprindelse) på legemet. Definerer man
 kan bevægelsesligningen
omformes til:  .
 kan opfattes som en fiktiv kraft,
som kan adderes til  (vektorsum),
hvorved Newtons 2. lov også kan bruges i det accelererede system. Da
den fiktive kraft  ikke skyldes
noget andet legeme opfylder den ikke Newtons 3. lov. Da fiktive kræfter
er rent formelle størrelser, kan man principielt definere så
mange fiktive kræfter som man vil, når blot de tilsammen giver
en acceleration, der modsvarer systemets acceleration. Således inddeler
man de fiktive kræfter i et roterende system (f.eks. Jorden) i
centrifugalkræfter og corioliskræfter. Eftersom en fiktiv kraft
på et legeme er defineret udfra accelerationen v.hj.a. Newtons 2. lov,
er accelerationen uafhængig af legemets masse. Deri ligner fiktive
kræfter massetiltrækning, men adskiller sig fra alle andre
kræfter af materiel oprindelse. I den almene relativitetsteoriforklares
massetiltrækningen netop som en inertikraft. |
| fjeder |
maskinelement af elastisk materiale, ofte
fjederstål. De vigtigste typer er bladfjeder til bøjning,
torsionsfjeder til drejning, skrue-, spiral-, tallerken- og konisk fjeder
til tryk og træk. Anvendes til optagelse af stød (buffere,
hjulaksler), måling (fjedervægt, dynamometer), dæmpning
(viser-instrumenter), energiakkumulation (urfjeder), svingningstransmission
(fjederhammer, resonator). Til affjedring, især af større
kræfter, anvendes tit luftpuder, gummifjedre og pneumatisk eller hydraulisk
affjedring. |
| Foucolts pendulforsøg |
Forsøg til direkte påvisning af
jordens rotation. Forsøget bygger på den kendsgerning, at et
tilstrækkeligt langt pendul vedbliver at svinge i samme svingningsplan,
uanset om jorden drejer sig under dette. På nordpolen vil et pendul,
som holdes i bevægelse, dreje sig en omgang i løbet af et
døgn, medens drejningen er mindre andre steder på jorden. På
ækvator fremkommer slet ingen drejning. |
| frekvens |
hyppighed. Antallet af en bølges eller
periodisk bevægelses svingninger pr. sekund; måles i hertz (Hz).
Frekvensen er omvendt proportional med bølgelængden i et givet
udbredelsesmedium. Som frekvensnormal benyttes i musik en stemmegaffel eller
en elektrisk svingningsgenerator med konstant frekvens, f.eks. kammertonen
a. Ethvert fast eller flydende legeme har visse egenfrekvenser; systemer,
hvis frekvens er ens eller danner enkle talforhold, kan vekselvirke ved resonans,
dvs. overføring af energi fra det ene system til det andet. Et
frekvensmeter bruges bl.a. til måling af frekvensen af vekselstrømme
eller af rystelser og svingninger. I teknikken bruges ofte oscilloskoper
til måling af egenfrekvensen af maskindele, fly, broer m.m., for at
man kan undgå resonansfænomener. |
| friktion |
modstand mod bevægelse af to flader mod
hinanden; gnidningsmodstand. Friktionen F er proportional med belastningen
P, dvs.  , hvor µ kaldes
friktionskoefficienten; denne størrelse afhænger af stoffernes
natur og desuden af, hvor glatte overfladerne er i forhold til hinanden.
Friktion er som regel uønsket og nedsættes ved brug af
smøremidler. Udnyttes dog i bremser og friktionskoblinger. |
| Fysik |
Læren om de grundlove, der gælder
for naturfænomener. Fysikkens love skal give eksakte forudsigelser,
der skal stemme overens med iagttagelser af naturen og med eksperimentelle
undersøgelser, og de udtrykkes oftest v.hj.a. af matematiske relationer.
Som eksempler kan nævnes Newtons love, Maxwells ligninger,
energisætningen og kvantemekanikkens grundlove. |
| Fysisk pendul |
Stift legeme, der kan dreje sig om en akse,
som ikke går igennem legemets tyngdepunkt. Pendulet kan være
i stabil ligevægt med tyngdepunktet lodret under aksen. Drejes pendulet
udfra ligevægtsstillingen, opstår der et kraftmoment, som modvirker
drejningen. Slippes pendulet, vil det udføre svingninger omkring
ligevægtsstillingen. For små udsving er svingningen harmonisk
og svingningstiden er:  hvor I
er pendulets inertimoment med hensyn til omdrejningsaksen, mens M er pendulets
masse, g er tyngdeaccelerationen og a er afstanden mellem pendulets tyngdepunkt
og omdrejningsaksen. |
| Galilei, Galileo |
(1564-1642): italiensk fysiker og astronom;
professor i Pisa og Padova, hofmatematiker i Firenze. Grundlagde den nyere
tids fysik og den naturvidenskabelige metode, en kombination af forsøg
og matematiske slutninger. Inspireredes sikkert bl.a. af samtidens diskussion
mellem filosofiske skoler, især mellem aristotelisk og platonisk filosofi.
Opfandt den hydrostatiske vægt og et termoskop, opdagede lovene for
legemers fald og grundlæggende egenskaber ved pendulsvingninger.
Observerede ved hjælp af den af ham byggede kikkert fire
jupitermåner, Saturns ring, Månens bjerge samt solpletterne og
konstaterede, at Mælkevejen bestod af utallige enkelte stjerner. Gik
ind for det kopernicanske system (verdensbillede), der placerede Solen og
ikke Jorden som centrum, og kom derved i konflikt med inkvisitionen. 1616
dømtes han til ikke at udtale sig offentligt uden bevis for sine
påstande til fordel for Kopernicus, og 1633 blev han, efter at have
udsendt et nyt skrift om dette problem, dømt til at tilbagekalde sine
meninger. Han adlød, men skal have mumlet "Men den (Jorden) bevæger
sig alligevel" ("Eppur(e) si muove"). Derefter fik han husarrest, der varede
til hans død. I de sidste år fik hans elever Viviani og Torricelli
tilladelse til at bo hos ham.
 |
| Galileis faldlove |
De af Galilei eksperimentelt fundne love om
det frie fald i jordens tyngdefelt. Lovene gælder kun eksakt i et lufttomt
rum. 1. lov udtrykker at alle legemer uanset deres masse falder lige hurtigt.
2. lov udtrykker at faldvejen er proportional med faldtiden i anden potens. |
| Grad celcius (°
C) |
SI-enhed for temperatur.
1° C = 1 kelvin |
| gravitation |
massetiltrækning; den egenskab hos enhver
masse, at den tiltrækker andre masser. Jordens og andre planeters
gravitation kaldes tyngdekraft. Holder planeterne i deres elliptiske baner
om Solen og er årsag til faldbevægelsen mod Jorden. Solens og
Månens gravitation mod Jorden frembringer tidevandet. I den almene
relativitetsteori spiller gravitation en fundamental rolle; den antages at
have virkninger ud over de ovennævnte dynamiske; således vil
lyset fra atomer, der er anbragt i et kraftigt tyngdefelt, forskydes mod
lavere frekvenser (rødforskydning). |
| Harmonisk oscillator |
Elastisk system, hvis bevægelse er en
harmonisk svingning. |
| harmonisk svingning |
svingning af et mekanisk system, f.eks. en
violinstreng eller en orgelpibe, eller et elektrisk system, f.eks. en
radiosender. Svingningstiden er uafhængig af udsvingets størrelse. |
| Hastighed |
-
Konstant hastighed: En partikels hastighed er konstant, når den
tilbagelægger lige lange strækninger langs en ret linie i lige
store tidsrum. Hastigheden v defineres som kvotienten mellem en tilbagelagt
vejstrækning D s og den tilhørende
tid D t:
 .
-
Momentan hastighed i liniær bevægelse: For en partikel som
bevæger sig på en vilkårlig måde langs en ret linie,
defineres middelhastigheden vm i tidsrummet
D t som den strækning
D s partiklen har tilbagelagt i tiden
D t divideret med D
t:
Den øjeblikkelige/momentane hastighed v(t) til tiden t defineres da
som grænseværdien af middelhastigheden i et tidsinterval
D t gående mod nul:
 ; altså differentialkvotienten
af s med hensyn til t.
-
Momentan hastighed i en vilkårlig bevægelse: For en partikel,
som bevæger sig langs en kurve, defineres middelhastigheden
 vm i tidsintervallet
D t = t2 – t1 som
kvotienten:  hvor
 er vektoren fra det punkt A på
kurven hvor partiklen er til tiden t1 til det punkt B på
kurven hvor partiklen er til tiden t2. Som før defineres
momentanhastigheden  som
grænseværdien (differentialkvotienten):
En hastighed er altså i almindelighed en vektor. Hastighedens
størrelse. dvs. vektorens numeriske værdi, kaldes farten. |
| impuls |
stød; tilskyndelse, især pludselig.
I fysikken det samme som bevægelsesmængde. Hvis et legeme har
massen m og bevæger sig med hastigheden v, betegnes produktet m x v
som legemets impuls. Impulset er en regnestørrelse, der især
anvendes inden for fysikken. Den er rettet i hastighedens retning. Impulsmomentet
i forhold til et punkt, der ikke ligger i hastighedens retning, er lig med
m x v x den vinkelrette afstand til dette punkt; momentet benyttes i fysikken
ofte til beskrivelse af tilstanden af et legeme, der roterer omkring en akse. |
| impulsmoment |
produktet af inertimoment og vinkelhastighed
for et roterende legeme. Måles i kgm²/s. |
| inerti |
træghed; den egenskab hos ethvert legeme,
at man for at ændre dets bevægelse (hastighed, retning) må
påvirke det med en ydre kraft, idet ifølge Newtons inertilov
et legeme forbliver i jævn, retlinjet bevægelse eller i hvile,
så længe det ikke påvirkes af en ydre kraft. |
| joule |
J; enhed for energi og dermed tillige for arbejde
og varmemængde. 1 joule (J) er defineret som 1 newtonmeter (Nm) og
er dermed bl.a. = 1 wattsekund (Ws) = 1 voltamperesekund (VAs) = 1 voltcoulomb
(VC) = 1 weberampere (WbA) = 1 kgm²/s². Af ældre, nu
udgåede, energienheder kan nævnes: 1 erg = 10÷7 J; 1 kalorie
= 4,1868 J. |
| Joule, James Prescott |
(1818-89): britisk fysiker. Fandt bl.a. jernets
magnetiske mætning og magnetostriktionen, dvs. den
længdeændring, der sker i jern og nikkel ved magnetisering; bestemte
det mekaniske varmeækvivalent og fastslog, at varmeudviklingen af en
elektrisk strøm er proportional med modstandens størrelse og
proportional med kvadratet på strømmens størrelse. Efter
Joule er enheden for arbejde, joule, opkaldt.
 |
| kalorie |
cal; tidligere anvendt enhed for varmemængde.
Indtil 1948 blev 1 cal15 defineret som den varmemængde, som skulle
tilføres 1 g vand for at forøge dets temperatur fra 14,5 til
15,5 °C. I ernæringsvidenskaben anvendtes fortrinsvis den 1000
gange større enhed kilokalorie (kcal), som fejlagtigt ofte benævntes
en "stor kalorie" eller blot "kalorie". I dag anvendes joule (J), som er
en afledet SI-enhed og officielt indført i Danmark 1977, for
varmemængde (arbejde, energi); 1 cal = 4,186 joule (J). |
| Kepler, Johannes |
(1571-1630): tysk astronom; Tycho Brahes elev
og efterfølger som hofastronom i Prag. Opfandt den astronomiske kikkert
og grundlagde den moderne himmelmekanik. Opstillede de tre Kepler-love: 1.
planeterne bevæger sig i ellipser med Solen i det ene brændpunkt;
2. det af en planets radiusvektor (en linje fra Solen til planeten) beskrevne
areal er proportionalt med tiden, dvs. det i et vist tidsrum beskrevne areal
er konstant, uanset hvor i banen planeten er; 3. kvadraterne på planeternes
omløbstider forholder sig som kuberne på deres middelafstand
fra Solen. Kepler støttede sig på Brahes observationer og
fuldførte dem. Han studerede også det tychoniske solsystem grundigt,
før han endeligt forkastede det til fordel for det kopernicanske,
som han fra begyndelsen havde foretrukket. Keplers hovedværker er Mysterium
Cosmographicum (1596), Astronomia Nova (1609) og Harmonice Mundi (1619),
ligesom han i 1627 udgav de Rudolphinske Tabeller (påbegyndt af Tycho
Brahe), et nøjagtigt tabelværk over bl.a. planetpositioner i
fortid og fremtid.
 |
| kinematik |
bevægelseslære; læren om legemers
steds- og stillingsændring med tiden, uden hensyn til virkende
kræfter. Ved jævn bevægelse tilbagelægges i lige
store tidsrum lige store afstande. Jævn bevægelse i snævrere
forstand er jævnt til forskel fra retlinjet bevægelse, accelereret
bevægelse, som skyldes kræfter. Læren om kræfters
indflydelse på bevægelse hedder dynamik. |
| kinetisk energi |
videnskabeligt navn for bevægelsesenergi. |
| kinetisk gasteori |
se kinetisk varmeteori |
| kinetisk molekylteori |
se kinetisk varmeteori |
| kinetisk varmeteori |
også kaldt kinetisk gasteori eller kinetisk
molekylteori: fysisk teori, hvori gassers termiske egenskaber forklares ud
fra den grundlæggende antagelse, at varme er identisk med
molekylbevægelse. Herudover forklarer teorien også andre egenskaber
ved gasser, f.eks. tryk, osmose, faseovergange og diffusion. Ifølge
den kinetiske varmeteori er en gas' absolutte temperatur (dvs.
celsiustemperaturen plus 273,15) proportional med molekylernes gennemsnitlige
kinetiske (bevægelses-) energi, som antages at udgøre gassens
totale energiindhold; der ses bort fra vekselvirkninger mellem de enkelte
molekyler ud over direkte kollisioner. Antallet af sådanne kollisioner
afhænger af gassens tryk og temperatur og beskrives ved den såkaldte
fri middelvejlængde, dvs. den gennemsnitligt tilbagelagte afstand for
et molekyle mellem to kollisioner. Ved stuetemperatur og atmosfærisk
tryk er middelvejlængden af størrelsesordenen 10-8m. Det tryk,
som en gas udøver på sine omgivelser, kan beregnes som den kraft,
gasmolekylerne overfører pr. tidsenhed og pr. fladeenhed; heraf kan
den såkaldte idealgaslov udledes, ifølge hvilken produktet af
en gas' tryk og volumen (rumfang) er proportionalt med dens absolutte temperatur;
specialtilfælde af denne relation er Boyle-Mariottes lov og Gay-Lussacs
lov. Hvis gassen er en blanding af flere forskellige molekyler, gælder
den såkaldte ligefordelingslov, ifølge hvilken alle molekyler
har samme middelenergi. Idet bevægelsesenergien er lig med ½
mv², hvor m er molekylmassen og v hastigheden, vil et let molekyle i
en gas have større hastighed end et tungt molekyle i den samme gas. |
| kraft |
i fysikken årsagen til
bevægelsesforandring, dvs. en sådan vekselvirkning mellem to
eller flere fysiske systemer, at de under givne betingelser bevæger
hinanden. Kraften er ifølge Newtons 2. lov lig med produktet af massen
og accelerationen. I det internationale enhedssystem SI måles kraft
i newton (N), hvor 1 N = 1 kg m/s². Ældre, nu udgåede enheder
for kraft er dyn og kilopond (kp), hvor 1 dyn = 10÷5 N og 1 kp = 1 kgf
= 1 kg* = 9,80665 N. Når en kraft virker på et fysisk system,
virker dette tilbage med en modkraft (reaktion) af samme størrelse
(Newtons 3. lov). Ved misforståelser i oversættelsen anvendes
ordet kraft endnu i visse sammenhænge, hvor der er tale om effekt eller
energi, således hestekraft, der er en nu forældet effektenhed;
ligeledes er atomkraft ikke en kraft, men en effekt. |
| ligevægt |
et legemes hviletilstand, dvs. den tilstand
det har, når alle de på legemet virkende kræfter ophæver
hinanden. Legemers ligevægtsforhold behandles i statikken. Tillige
en efter massevirkningsloven beregnet tilstand, hvor hastigheden af en reversibel
kemisk proces A + B » C + D er lige stor i begge retninger, så
at mængderne af stofferne A, B, C og D holder sig konstant. Af stor
betydning i kemisk industri er muligheden for forskydning af ligevægten
ved ændring af ydre betingelser som tryk, temperatur og
mængdeforholdene mellem de i processen indgående stoffer. |
| massetiltrækning |
gravitation. |
| Maxwell, James Clerk |
(1831-79): britisk fysiker, hvis teorier hører
til den moderne fysiks grundlag. De fører alle elektriske og magnetiske
fænomener tilbage til elektromagnetiske felter, hvis forhold kan beskrives
ved to differentialligninger, kaldt Maxwells ligninger. Udviklede endvidere
den elektromagnetiske lysteori, der førte til Hertz' opdagelse af
radiobølgerne. Fandt loven for hastighedsfordelingen af
varmebevægede gasmolekyler i den kinetiske gasteori.
 |
| mekanik |
gren af fysikken; behandler legemers ligevægt
og bevægelse. Deles i statik, bevægelseslære (kinematik)
og dynamik. Med mekanik beslægtede discipliner er bl.a.
elasticitetslære og kvantemekanik. |
| mekanisk energi |
summen af et legemes kinetiske
(bevægelsesmæssige) og potentielle (placeringsmæssige)
energi. I et tabsfrit, konservativt fysisk system er den mekaniske energi
konstant, men kan veksle helt eller delvis mellem kinetisk og potentiel energi;
et eksempel er et svingende pendul uden gnidningstab og uden luftmodstand.
I yderstillingerne har det størst potentiel energi (er højest)
og ingen kinetisk energi (står stille); i øjeblikket for
midterpassage har det mindst potentiel energi (er lavest), men har størst
kinetisk energi (bevæger sig hurtigst). Summen af de to energiformer,
tilsammen den mekaniske energi, er konstant (loven om energiens konstans). |
| Michelson, Albert |
(1852-1931): amerikansk fysiker. Undersøgte,
hvorvidt der fandtes en "æter", i hvilken lyset udbredte sig. Med
målemetoder, der var op til 100 gange mere følsomme end
nødvendigt, kom han til det resultat, at æteren ikke
eksisterede.
 |
| moment |
virkende kraft; kort tidsrum; øjeblik.
En krafts moment med hensyn til et punkt O er størrelsen af kraftens
komponent vinkelret på linjestykket fra O til kraftens angrebspunkt,
multipliceret med længden af dette linjestykke. Hvis legemet, der er
angrebet af kraften, kan dreje sig om O, angiver kraftens moment dens evne
til at dreje legemet. |
| neutron |
elementarpartikel, der sammen med protonen
udgør hovedbestanddelen af atomkernerne. Er ikke elektrisk ladet og
kan derfor trænge igennem atomkernernes elektriske felter uden
påvirkning og nå atomkernen, hvorved den kan indlede en
atomkernereaktion, f.eks. fission i en kernereaktor. Neutroner kan frigøres
i højspændingsanlæg eller cyklotroner, hvis deuterium
bombarderes med deuteroner; endvidere findes frie neutroner i store mængder
i kernereaktorer. Neutroner blev opdaget i begyndelsen af 1930rne af Fermi.
Den frie neutron er radioaktiv, idet den spaltes til en proton, en elektron
og en neutrino. Halveringstiden ved neutronspaltninger er ca. 13 minutter.
Langsomme neutroner har bølgeegenskaber og kan bruges til
materialeundersøgelser, idet man udnytter deres bølgeegenskaber
på samme måde som røntgenstrålers. Endvidere kan
neutronstråler anvendes i kræftbehandling. |
| newton |
enhed for kraft; 1 newton (N) defineres som
den kraft, der giver masseenheden 1 kg accelerationen 1 m/s2; 1 N = 1 kg
m/s2. Opkaldt efter Isaac Newton; en afledet enhed i SI. |
| Newton, Sir Isaac |
(1642-1727): engelsk fysiker og matematiker;
professor i matematik 1668-1703 ved universitetet i Cambridge, 1703-27
præsident for Royal Society; adlet 1705. Newtons store matematiske
opdagelser, den generelle binomialformel, uendelige rækkers metode
og infinitesimalregning, blev gjort inden hans afsluttende eksamen 1665.
Grundlæggende undersøgelser over lysets natur samlede han i
Opticks (1704). Hans berømteste værk er Philosophiae naturalis
principia mathematica (1687), der bl.a. indeholder Newtons love og opdagelsen
af massetiltrækningen.
 |
| Newtons love |
dynamikkens tre grundlæggende love; formuleret
af Newton 1687. 1. lov udsiger, at ethvert legeme forbliver i ro eller
udfører en retlinjet bevægelse med konstant hastighed, såfremt
der ikke virker nogen resulterende kraft på det udefra; denne lov betegnes
også inertiens lov. 2. lov udsiger, at accelerationen på et legeme
er proportional med den påvirkende kraft og omvendt proportional med
legemets masse; denne lov definerer kraftbegrebet. 3. lov udsiger, at de
kræfter, med hvilke to legemer påvirker hinanden, er lige store
og modsat rettede; denne lov benævnes også loven om aktion og
reaktion. |
| pendul |
legeme, der svinger om en fast akse. En af de
vigtigste anvendelser er regulering af ures gang. 1851 viste Léon
Foucault med et 62 m langt pendul, at pendulsvingninger ikke følger
Jordens rotation. Han lod et pendul svinge i et lodret plan, og man kunne
tydeligt se dette plan dreje sig. I astrologi, okkultisme og parapsykologi
benyttes det sideriske pendul. |
| permeabilitet |
gennemtrængelighed; især membraners
eller hinders gennemtrængelighed for væsker eller luftarter.
Desuden mål for et stofs evne til at magnetiseres i et ydre magnetfelt. |
| Planck, Max |
(1858-1947). tysk fysiker; 1885 professor i
Kiel og 1889 i Berlin. Udbyggede termodynamikken og opdagede år 1900,
at strålingsenergi optræder i udelelige små
elementarmængder, kvanter; hermed var en ny naturkonstant opdaget.
En kvant = Plancks virkningskvantum = Plancks konstant skrives h og har i
SI størrelsen 662,6 × 10÷36 Js. Max Plancks opdagelser
grundlagde kvanteteorien. Nobel-prisen i fysik 1918. |
| potentiel energi |
beliggenhedsenergi, dvs. den energi, som et
legeme eller en partikel har, når de er anbragt i et kraftfelt, f.eks.
et tyngdefelt, et magnetisk eller et elektrisk felt. |
| proton |
positivt ladet elementarpartikel, identisk med
almindelig brints atomkerne; den tunge brintisotops kerne betegnes deuteron.
Protonen indgår sammen med neutronen i alle de andre grundstoffers
atomkerner. Den har massen 1,6725×10-24 g, dvs. 1,00758 i den fysiske
atomvægtskala; dens ladning er den elektriske elementarladning, dvs.
0,160×10-18 coulomb. P.gr. af den elektriske ladning kan man bibringe
protonen meget store hastigheder ved hjælp af cyklotroner,
højspændingsanlæg og især protonsynkrotroner. Anvendes
ofte som atomprojektil for at igangsætte atomkernereaktioner. |
| relativitetsteori |
betegnelse for to teorier udviklet af Albert
Einstein, nemlig den specielle relativitetsteori (offentliggjort 1905) og
den almene relativitetsteori (1915-16). Den specielle relativitetsteori er
en fælles teori for mekaniske og elektrodynamiske fænomener og
er konstrueret ud fra to grundlæggende postulater. Det første
postulat er det såkaldte relativitetsprincip, ifølge hvilket
enhver naturlov har samme matematiske form i samtlige referencesystemer i
jævn bevægelse i forhold til hinanden. Dette princip var kendt
fra den klassiske mekanik og skulle, ifølge Einstein, også
gælde i elektrodynamikken. Det andet postulat var kontroversielt og
fastslog, at hastigheden for en lysbølge altid er (tabelværdien)
299.792 km/s, uanset hvilket referencesystem den måles fra. Dette er
i modstrid med sund fornuft, idet man ved at bevæge sig i samme retning
som lysbølgen ville forvente at måle en mindre hastighed for
denne. Ikke desto mindre har den specielle relativitetsteori vist sig at
stemme perfekt overens med de eksperimentelle kendsgerninger. Til dens forudsagte
og verificerede konsekvenser hører, at en målestok i bevægelse
er forkortet i bevægelsesretningen (Lorentz- kontraktionen); at et
ur eller en hvilken som helst anden tidsmåler i bevægelse går
langsommere end stationære ure (tidsforlængelsen); at et legemes
masse øges med legemets hastighed, og at massen vokser over alle
grænser, når hastigheden nærmer sig lysets; lyshastigheden
er derfor en øvre grænse for al bevægelse. Endvidere
tilskynder teorien til, at rummet og tiden anskues som et hele, den
såkaldte rum-tid. Emnet for den almene relativitetsteori er tyngdekraften.
Einstein forsøgte her at opstille sit såkaldte almene
relativitetsprincip som teoriens grundlag, nemlig at alle naturlove skal
have samme matematiske form uanset observatørens bevægelsestilstand
(bevægelsen forudsættes altså ikke at være jævn,
som det var tilfældet for den specielle relativitetsteori). Princippet
er imidlertid ikke gyldigt, men kan erstattes af det berømte
ækvivalensprincip, ifølge hvilket naturlovene er de samme i
et tyngdefelt og i et jævnt accelereret system. Ud fra denne analogi
forudsagde Einstein,at lysstråler måtte følge krumme baner
i et tyngdefelt, og hans epokegørende nyskabelse var at beskrive disse
forhold ved hjælp af begrebet "den krumme rum-tid": Tilstedeværelse
af masse frembringer, - via tyngdefeltet - en rum-tid, der skal behandles
som en geometrisk størrelse. Specielt brugte Einstein de nye ideer
på Universet som helhed og nåede frem til den mulighed, at Universet
i kraft af krumningen kunne være endeligt uden at være
afgrænset, ligesom jordoverfladen p.gr. af krumningen har et endeligt
areal, men ingen grænser. Den almene relativitetsteori har været
vanskelig at efterprøve i praksis, men i enkelte astronomiske situationer,
især i forbindelse med den såkaldte dobbeltpulsar (se pulsar)
har observationerne leveret resultater i fuld overensstemmelse med Einsteins
forudsigelser. |
| rotationsenergi |
Et roterende legeme har en rotationsenergi
Erot sum er summen af massedelenes kinetiske energi i forhold
til rotationsaksen. Udtrykt ved inertimomentet I og vinkelhastigheden
w er:  . |
| Rydberg, Johannes Robert |
(1854-1919): svensk fysiker; professor 1901
i fysik ved universitetet i Lund. Viste, at metallernes spektre består
af serier af linjer. En vigtig konstant inden for spektralanalysen bærer
hans navn. |
| stød |
kortvarig påvirkning mellem to legemer,
der rammer hinanden. Et fuldkommen elastisk stød ændrer legemernes
hastighed og bevægelsesretning, og legemerne fortsætter i hver
sin retning efter stødet. Ved et uelastisk stød fortsætter
legemerne sammen efter stød. De to legemers totale energi er den samme
før og efter stødet. |
| translation |
Inden for fysik betegnelse for bevægelse
af et legeme, hvorved alle punkter i legemet bevæges med samme hastighed. |
| tyngdeacceleration |
størrelse til angivelse af frit faldende
legemers acceleration på overfladen af et himmellegeme, i særdeleshed
Jorden. Værdien afhænger ikke af det faldende legemes masse,
men varierer derimod med positionen; tyngdeaccelerationen er f.eks. 9,83
m/s² ved Jordens poler og 9,78 m/s² ved ækvator. |
| tyngdekraft |
gravitation eller, med en ældre betegnelse,
almindelig massetiltrækning. Virker som en universel naturkraft mellem
alle legemer og er ansvarlig for det træk, som Jorden udøver
på os. Størrelsen af tyngdekraften ved jordoverfladen er givet
ved produktet af det påvirkede legemes masse og tyngdeaccelerationen. |
| tyngdepunkt |
angrebspunktet for resultanten af de på
et legemes forskellige dele virkende tyngdekræfter. Understøtter
man et legeme i tyngdepunktet, forbliver det i ro, uanset hvorledes det
orienteres. Et legeme opstillet på en plan flade vil være i hvile,
hvis tyngdepunktet befinder sig i et område lodret over
understøttelsesfladen. |
| watt |
fysisk enhed for den fysiske størrelse
effekt, enhedssymbol W; symbolet for fysisk effekt, der kan være mekanisk
effekt, elektrisk effekt osv., er P. Ved jævnstrøm er effekten
(P) lig spænding (U) x strøm (I), hvad der i den tilsvarende
ligning mellem enhederne giver watt (W) = volt (V) x ampere (A). Ved
vekselstrøm er effekt = spænding x strøm x cosinus til
fasevinklen F mellem spænding og strøm, altså P = U x
I x cos F. Visse tidligere brugte enheder for effekt er, omregnet til W:
hestekraft 1 HK = 735,5 W. Engelsk hestekraft: 1 hp = 745,7 W. Kalorie pr.
s: 1 cal/s = 4,1868 W. Se i øvrigt SI. |
| Watt, James |
(1736-1819): skotsk ingeniør. Opfandt
en kondensator, som viste sig afgørende for udviklingen af dampmaskiner.
Medstifter af den første dampmaskinefabrik 1774; opfandt 1778 den
dobbeltvirkende dampmaskine. |